Boligbytte er ægte deleøkonomi

Bæredygtighed og deleøkonomi er nogle af de ord der er meget oppe i tiden. Og der er vel ingen der er i tvivl om, at vi skal passe på vores jord på alle de områder, hvor vi kan. Genbrug, bedre ressourceudnyttelse og klimabeskyttelse er nogle af de parametre, der er i brug, og med boligbytte som ferieform ydes der også et bidrag i denne retning.

”Think globally, act locally”

Er måske et stort udtryk at bringe ind i denne sammenhæng, men oftest bringer et boligbytte os væk fra de store kommercialiserede ferieområder og ud i mindre lokale områder, hvor man som ferierende i høj grad bidrager til understøttelse af de lokale udbud og faciliteter.

Fly eller bil?

Analyser viser, at de fleste boligbyttere vælger rejsemål der ligger tættere på end hvis man vælger flyrejser med hotel eller anden overnatningsform, og langt de fleste benytter også bilen som transportmiddel. Det er heller ikke ualmindeligt, at man rejser frem til sin destination med tog og derfor også har aftalt bilbytte med sin byttepartner. Det er bæredygtig ferie og bidrager stort til det overordnede klimaregnskab.